Tidsskriftet MIVA - Musik i Vejle Amt - nr. 22, oktober 1979
En komponist kan ikke stå uden for sin samtid

Interview med komponisten Gunnar Berg

Ved Flemming Sørensen

I forbindelse med den samlede beskrivelse af musiklivet i kommunerne i Vejle amt er amtsmusikudvalget nu nået til Juelsminde kommune, hvor vi har ønsket at etablere kontakter til personer, som virker her. Meget naturligt var det derfor at besøge komponisten Gunnar Berg, der må karakteriseres som en central skikkelse i Juelsminde kommunes musikliv. Gunnar Bergs værker opføres ofte i udlandet, og det er først i de senere år, at de har kunnet trænge igennem og forcere de hindringer, som dele af Danmarks "etablerede musikliv” har lagt ham i vejen. Tilsidesættelsen af Gunnar Berg kan på mange måder lignes ved behandlingen af komponisten Rued Langgaard (se MIVA nr. 3 1977, artikel af undertegnede), så forskellige de dog er i deres musik. Men modsat Langgaard har Gunnar Berg holdt hovedet højt og er ikke forfaldet til snæversynet indadvendthed. Det var derfor ikke nogen bitter mand, som modtog Tove Frederiksen og mig, men en vidtskuende komponist - engageret dels i skabende virksomhed, dels i dagsaktuelle problemer, en fængslende fortæller og et interessant og varmt menneske. Under besøget blev nærværende interview til:
Flemming Sørensen: Hvornår kom du her til Juelsminde kommune?
Gunnar Berg: I 1965, og det var faktisk en tilfældighed, at det lige blev her, vi flyttede til.
F.S.: Du og din kone Béatrice Berg begyndte ret snart at afholde nogle musikaftener, hvad omfattede de?
G.B.: Ja, vi begyndte med dem allerede det år, vi var kommet hertil - i november måned - et led i noget, som blev kaldt Horsens Festuge. Man havde spurgt os, om vi ville lave noget sådant, og der kom faktisk en ca. 60 mennesker herud til denne første koncert. Programmet omfattede værker, som nogle måske ville betegne som dårlig musik, for der var hovedsagelig tale om ny musik, et område, som Béatrice havde sat sig for at forsvare. En af dem her i området, som vi dengang fik rigtig kontakt med, var organisten Søren Hedegaard Sørensen.
F.S.: Hvordan vil du beskrive din kompositoriske løbebane?
G.B.: Det er ingenlunde kort at beskrive. Jeg begyndte omkring 22 års alderen med at beskæftige mig med musik, det vil sige, jeg havde modtaget 3 måneders undervisning tidligere, og den forløb på en mærkelig måde: jeg havde nogle lommepenge, som jeg brugte til at gå til en klaverlærer en gang om ugen. Men forinden det egentlige studium havde jeg dog læst noget og kunne altså arbejde mere eller mindre selvstændigt. I 1936 kom jeg så på konservatoriet, men det, jeg søgte, var egentlig ikke i overensstemmelse med konservatoriets planer.
F.S.: Det var allerede dengang ny musik, du interesserede dig for?
G.B.: Ja, men det havde jeg nu også gjort tidligere. I 1932 cyklede jeg til Salzburg for dér at høre den, og da jeg tog derned anden gang i 1935, kom jeg i kontakt med nogle mennesker, som virkelig gik op i problemerne omkring ny musik, og det gav min interesse ligesom et skub fremad. Da jeg kom hjem og troede, at jeg kunne få yderligere oplysninger på konservatoriet i København, blev jeg noget skuffet. Der var ingen, som kunne hjælpe på dette felt. Her mødte jeg så Salomon, tysk, jødisk emigrant, og vi to blev enige om at danne en lille studiekreds, hvor vi gik om bord i de værker og den musik, som vi ikke på anden måde kunne få fat i. Salomon havde en smule kendskab til ny musik, og vi søgte at orientere os mere indgående og kom da også ind på mange nye problemer.
F.S.: Hvor længe blev du så i Danmark?
G.B.: Til efter krigen. Jeg havde det held, at jeg traf Elisabeth Jürgens, for jeg havde prøvet på at spille en koncert - jeg siger ”prøvet på”, for den har sikkert været så totalt mislykket, som den kunne blive. Jeg skulle spille tre sonater - og rent musi- kalsk var jeg måske nok indstillet på det, men ikke praktisk. Resultatet blev dog, at Elisabeth Jürgens besluttede sig til at give mig fri undervisning.
F.S.: I slutningen af fyrrerne tog du så til udlandet?
G.B.: Ja, det var således, at jeg langt om længe opnåede et par legater - og da jeg længe havde ønsket at træffe Honegger, rejste jeg til Paris og kom i kontakt med Honegger, som tog godt imod mig. På vej derned havde jeg gjort ophold i Tyskland for at holde to koncerter og kom derigennem i kontakt med Hans Rosbaud, som så på min passacaglia for orkester, som han agtede at opføre. Jeg skulle skaffe partitur og materialer. Det havde jeg ikke penge til - skrive til Rosbaud turde jeg heller ikke, for jeg kom jo med den indstilling hjemmefra, at jeg altid fik nej. Inden jeg rejste fra Danmark, fik jeg i øvrigt opført nogle værker - jeg holdt to koncerter, som blev totalt ignorerede. Mine værker havde tidligere fået prædikatet "talentløst'.
F.S.: Var tiden ikke moden?
G.B.: En komponist kan aldrig stå uden for sin samtid, men han kan måske opleve den med en anden form for intensitet.
F.S.: Du har også truffet Karlheinz Stockhausen?
G.B.: I 1952 mødte jeg ham, og vi blev ganske gode venner og havde nogle diskussioner omkring forskellige musikalske problemer.
F.S.: Mens du var i udlandet, havde du da nogen kontakt med dansk musikliv?
G.B.: Overhovedet ikke, og man undrede sig da også over, at jeg ingen støtte modtog hjemmefra.
F.S.: Din kone Béatrice mødte du også i årene i Frankrig?
G.B.: Ja, det må have været omkring 1950/51. Det lå sådan, at den pianist, som skulle have spillet min klaversonate, fik forfald, og så var der nogle fælles venner af Béatrice og mig, der bragte hende ind i billedet. Hun havde lige fået ferie og skulle hjem, men lovede at se på den og vendte tilbage og spillede den til alles overbevisning. - Hun havde aldrig beskæftiget sig med ny musik forinden.
F.S.: Hvornår vendte I så tilbage fra Frankrig?
G.B.: Ja, vi kom herop i 1957 som - så mærkeligt det lyder - officielle franske udsendinge, - i forbindelse med en turné.
F.S.: Hvordan blev din musik så modtaget i Danmark?
G.B.: Det var ret ejendommeligt. Det var det franske institut, der havde arrangeret koncerten, og i den anledning havde de inviteret spidserne inden for dansk musikliv til en officiel frokost. Det forbløffende skete: de meldte alle sammen afbud. Stemningen ved frokosten var mildt sagt trykkende, men der var mange mennesker til foredrag og koncert. Béatrices indsats var fænomenal - det var måske hende, der reddede situationen.
F.S.: Du har tit påpeget gennem kronikker og artikler i aviser og tidsskrifter, at der er forhold vedrørende arbejdet som komponist, der er helt uansvarligt.
G.B.: Ja, der er jo det mærkelige, at man giver kunstnerne støtte, som gennemgående er for lille i sig selv. Det lyder meget flot, når en ung kunstner får f. eks. Gades legat på 26 -30.000 kr., men når så beskatningen træder i funktion, bliver der ikke meget tilbage. 30.000 er ikke mange penge, når man skal have en specialuddannelse, som er vanvittig dyr.
F.S.: Du hævder, at man derved ligefrem kan få underskud? .
G.B.: Det har jeg for så vidt selv været ude for. Jeg fik et tilskud til et bestemt formål og havde brugt det dertil. Den efterfølgende beskatning medførte en gældsforøgelse på 94.000 kr.
F.S.: Du har også beskæftiget dig med problemerne omkring salg og udlån af kassette- bånd og grammofonplader?
G.B.: Det er rigtigt, ja, og man har også andetsteds været opmærksom på problemet. Således afkræves der i Tyskland en bestemt procentsats af alt vedrørende salg af plader og bånd - også uindspillede - som så fordeles til kunstnerne. Det forekommer mig reelt og rigtigt. Fordelingen heraf på proportionalt grundlag synes imidlertid utilfredsstillende. Nogle kunstværker kræver simpelt hen længere tid for at komme til at fungere. Det tager altid tid at skulle sætte sig ind i kunst, og det tager tid for kunst at forrente sig rent økonomisk.
F.S.: Nu har du altid selv holdt fanen højt som "heltidskomponist".
G.B.: Det har jeg vel, men det er nok mest, fordi jeg har været nødt til det. Min "talentløshed” gør jo også, at jeg ikke kan bruges noget sted!
F.S.: Hvor lang en arbejdsuge har du som komponist?
G.B.: Gennemgående mellem 80 og 100 timer om ugen.