TEMA: GUNNAR BERG 100 ÅR
Komponisten Gunnar Bergs livsværk er et helt specielt, dansk bidrag til den moderne musiks udvikling i efterkrigstiden. Temakoncerten lørdag 28. marts i Den Sorte Diamant var en enestående mulighed for at få et indblik i komponistens musik, der med udgangspunkt i en seriel struktur det ene øjeblik er tænksom, det andet voldsom ekspressiv.

LØRDAG 28. MARTS 2009 KL. 16 
Den Sorte Diamant, Søren Kirkegaards Plads 1, 1221 København K  

ÅRHUS SINFONIETTA
SIGNE ASMUSSEN sopran
HÉLÈNE NAVASSE sopran
ERIK KALTOFT klaver
JENS ROSSEL præsentation

PROGRAM
Eclatement 2 for soloklaver (1954)
Tøbrud for sang, violin, basklarinet og klaver (1961) til et digt fra Ivan Malinovskis digtsamling Galgenfrist
Pastourelle for solofløjte (1950)
Filandre for fløjte, klarinet og violin (1954)
10 japanske træsnit for sang og klaver (1938)
Eclatement 3 og 13, for soloklaver (1954 og 1987)
Petite musique 2, for fløjte, strygekvartet og klaver (1960)

Musikken spænder fra Ti japanske træsnit for sang og klaver fra 1938 til Eclatement 13 for solo klaver fra 1987, og koncerten er en enestående mulighed for at få et samlet indblik i komponisten Gunnar Bergs musikalske univers. Gunnar Berg (1909-1989) var på mange måder en markant outsider i dansk musik. Hans livsværk er et helt specielt, dansk bidrag til den moderne musiks udvikling i efterkrigstiden, og han havde mere end nogen anden dansk komponist berøring med centrene, hvor den ny musik blev skabt og diskuteret. I 1948 rejste Gunnar Berg til Paris for at studere hos Arthur Honegger, han kom ind i kredsen omkring Olivier Messiaen og lærte Weberns og Varèses musik at kende. I 1952 deltog han i det internationale kursus for ny musik i Darmstadt, hvor mødet med Karlheinz Stockhausen blev en bekræftelse på hans musikalske eksperimenter. Det 10-årige ophold i Paris fik afgørende betydning for Bergs musikalske tænkemåde, og fra 1950 bekendte han sig kompromisløst, konsekvent og personligt til den musikalske modernismes komplekse gestik og til den serielle kompositionsmetode - uden at blive dogmatisk.

Mange af Bergs betydeligste værker er skrevet for klaveret, og pianisten Erik Kaltoft, der i mange år har været den betydeligste fortolker af Bergs klavermusik, er koncertens naturlige omdrejningspunkt – som solist og som akkompagnatør. Signe Asmussen, en af Danmarks førende og mest alsidige sangere, er solisten i de to vokalværker.

Koncerten var et samarbejde mellem Århus Sinfonietta, Arbejdsgruppe Gunnar Berg og Det Kongelige Bibliotek. Koncerten blev støttet af Statens Kunstråd, Århus Kommunes Kulturudviklingspulje, Københavns Kommunes Musikudvalg og Solistforeningen.

REAKTIONER

Ruth Malinowski
Mange tak for den vidunderlige koncert i går. Musikken til Ivans digt og sangen var fantastisk god, meget bedre end jeg kan huske fra sidste gang. Jeg må med skam melde, at det først i går gik op for mig, hvilken fin komponist Gunnar Berg var.

Finn Gravesen
Det var en meget fin oplevelse - en eftermiddag af de helt sjældne. Hils dine folk og sig dem mange tak for det hele.

Jørn Nielsen
Tak for en fin koncertoplevelse.

Hanne Holt Madsen
Tusind tak for et fint koncertarrangement i lørdags. Om end det er svær musik var de unge mennesker jeg havde med faktisk ret optagede af det. Noget skræmte dem (Malinovski), andet var de betagede af (Træsnittene især). Og det er jo under alle omstændigheder godt for holdningerne. Og for at skærpe ørerne for alt det andet de udsættes /udsætter sig for. Dine præsentationer var meget vigtige for deres oplevelse.

Christian Foghmar
Tusind tak for en stor oplevelse i dag! Det var virkelig godt og interessant - og hvor spiller han dog godt Hr. Kaltoft! Det fungerede meget fint med træsnit osv...og gode præsentationer selvfølgelig...man så ham ligesom stædigt trampe i pedalerne for at nå frem til Salzburg!

Torsten Olafsson, Dansk-Japansk Selskab
Mange tak for den fornemme koncertoplevelse i Diamanten sidste lørdag.
Foruden "Hokusai's 10 japanske træsnit" var ikke mindst også værket "Filandre" en spændende oplevelse.

Jens Brincker, lektor og tidligere musikanmelder for Berlingske Tidende
Mesterligt. Han var beundret i Frankrig og blev berømt i Schweiz. Men herhjemme blev Gunnar Berg aldrig værdsat efter fortjeneste. Han holdt til i den jyske provins, hans musik blev spillet på højskoler og kun sjældent i de københavnske koncertsale. Han var jævnaldrende med Vagn Holmboe, men komponerede moderne før Nørgård, Nørholm og Gudmundsen-Holmgreen. Han passede ikke ind i systemet. Og da han passerede 70 år, rejste han tilbage til det Schweiz, hvor han blev født for 100 år siden. Ude af øje, ude af sind. Alligevel var der stuvende fuldt i Dronningesalen, da Århus Sinfonietta gentog sin Gunnar Berg 100 års koncert for et københavnsk publikum. Mange må have fornemmet, at dansk musikliv gik glip af noget vigtigt, da det forsømte Gunnar Bergs musik, mens tid var.

Fornemmelsen blev bekræftet. Med klavermusik, sange og kammermusik fra 1930’ernes Holte, 50’ernes Paris, 60’ernes Danmark og 80’ernes Schweiz viste Århus Sinfonietta at Bergs musik ikke alene er original og enestående, men også storladen, mangfoldig og vedkommende. Centralt stod sangene: Først det ekspressive portræt af den demaskerede diktator i Bergs fortolkning af Malinovskis ”Tøbrud”. Et hovedværk i 60’ernes danske modernisme både hvad angår tekst og toner, intenst udført af Signe Asmussen. Derpå den tidlige lyriske sangcyklus over japanske træsnit hvor Signe Asmussens dæmpet udtryksfulde deklamation over Erik Kaltofts pointerede klaverbilleder viste, hvordan Berg allerede som ung forvaltede traditionen fra Schumann, Wolf og Debussy personligt og perspektivrigt.

Den røde tråd i programmet spandt Erik Kaltoft af klaverets strenge både som akkompagnatør, kammermusiker og solist. Især de tre satser fra det store klaverværk ”Eclatement” komponerede i Paris 1954 og Bern 1987 viste hvordan Bergs musik, der engang virkede som lyde formet efter en ukendt logik snarere end vokset organisk, danner en klangverden. Fra klaverets dybeste toner vokser farvestrålende harmonier, som på en gang er grænseoverskridende og omsorgsfulde, ømme.

Gunnar Berg var det, man engang kaldte for ”serialist”. Tonerækker og systemer dannede baggrund for kompositionsprocessen, som det blev demonstreret i ”Filandre” for fløjte, klarinet og violin fra 1953 – nok det første serielle værk komponeret af en dansker. Men serialismen var ingen genvej til musikken for Berg. Den var et sæt spilleregler, som skulle overholdes for at skønheden ikke skulle forfalde til kitsch og udsagnet ikke skulle blive banalt. Med Wagners ord fra ”Mestersangerne”: ”Man sætter reglerne selv og holder dem siden”. Det er opskriften på en mester. Gunnar Berg kendte og fulgte den. Århus Sinfonietta levede op til idealet med mesterlig sang og spil. 


Svend Ravnkilde, musikbibliotekar
’Gunnar Berg, vor store romantiker’ – ?
Tanker efter en skelsættende fødselsdagskoncert
I kunstens verden kan 100-års fødselsdage bruges til meget – på en bred skala fra høflig gaben over konstatering af status quo og videre over justering af knæsat kursværdi til sensationslysten genopdagelse eller i bedste fald en ansats til reel omvurdering på grundlag af nye møder med … i dette tilfælde: musikken.

Hundredeåret for den danske komponist Gunnar Bergs fødsel blev på dagen (11. januar 2009) fejret med en koncert i Odder. Jeg lyttede med på radio og blev professionelt forbløffet over, hvor anderledes det musikalske og kunstneriske indtryk var fra mine forventninger. Noget senere (28. marts) blev koncerten så gentaget i København. Da var jeg selv til stede og har siden regnet koncerten som en af de formentlig uforglemmelige – et gunstigt indtryk, som efterfølgende er blevet bekræftet af en cd med lydefri privatoptagelser af de musikalske punkter på programmet i den smukke, mørkt lysende Dronningesal på Det Kongelige Bibliotek; ved koncerten i København var klaverstykket Gaffky’s 4 fra 1959 erstattet med Eclatement 3 fra 1954 og Eclatement 13 fra 1987; Gunnar Berg døde i 1989.

Fødselsdagskoncerten præsenterede solomusik, vokalmusik med klaver og med ensemble og endelig ren kammermusik. Et stykke klavermusik – det var her Eclatement 2 fra 1954 – fik lov at indlede koncerten både i Odder og i København og satte tonen … kunne jeg konstatere hen ad vejen og føler stadig ved genhør af hele koncertforløbet på cd. En alvorlig grundtone; en musik, der snarere lytter end taler; en formudvikling, som uden billige greb men tværtimod med usvigelig sikker hånd får tilhøreren til at følge med på rejsen gennem ukendt land; et tonesprog, som er lyrisk i kraft af sin evne til at forlene det enkle med dybde og tyngde, og en fortællekunst, hvor momentet står lysende klart, mens forløbet kan tillade sig den brede ro, som kommer af fuldt overblik over mål og midler, over valg og (navnlig) fravalg. En ’hørt’ musik, selv om dens lige ikke er hørt før, og selv om komponisten ikke altid fik den at høre i sin tid (således blev koncerternes afsluttende punkt, Petite musique 2 fra 1960, uropført i Odder 2009 og opført for blot anden gang i Dronningesalen).

Titlen på denne lille opsats er en ironisk hilsen til et af Rued Langgaards desperate udfald mod Carl Nielsen. Der er nu flere gode grunde til ikke at begynde at markedsføre Gunnar Berg som romantiker, men alligevel – hans musik er for god til at sidde fast i hængedyndet omkring fødderne på en musikerskæbne, der er et tragisk eksempel på den isolation, som kunne ramme en tænksom og principfast skabende tonekunstner i den teknisk komplekse ende af Nymusikken efter 2. verdenskrig. En isolation, der således også kom til at skade den musikverden, som nægtede at have med hans musik at gøre … eller ikke fik lov til at opleve den. Gunnar Berg var så god en komponist, at hans værker i dag har bud også til musikere og tilhørere, som intet kender til hans højt specialiserede håndværk og hans ikke mindre specielle biografi, og som måske derfor møder musikken på almindingen, ude hvor der kan græsses frit, og hvor himlen er høj over landet og luften frisk. Netop som de unge mennesker på højskolerne kunne det, den gang Béatrice og Gunnar Berg rejste rundt i efterkrigstidens Danmark og tegnede og fortalte og … spillede.

Et programforløb som det i Dronningesalen den 28. marts 2009 ville give den smukkest tænkelige præsentation af Gunnar Berg som en ukendt stor dansk komponist af lyrisk-abstrakt musik; for min skyld kunne man med en hurtig beslutsom gestus udgive optagelsen som kommerciel cd, for jo før jo bedre – den, som venter på noget godt, venter gerne længe, siger man, men ærlig talt, nu har både vi og Gunnar Berg ventet længe nok, nu skal gaverne pakkes ud, nu er det på tide, hans musik får lov at gavne og fornøje … i Danmark og i resten af verden. Den bedst tænkelige begyndelse på hans næste århundrede.
Det var rigtig synd for Gunnar Berg, at han ikke blev hørt i sin tid.
Det bliver hans musik hverken værre eller bedre af.
Gunnar Bergs musik er imidlertid rigtig rigtig god, først som sidst.
Det var da synd for os, hvis den ikke blev hørt i dag.