Gunnar Berg - en biografisk skitse
Af Jens Rossel
Gunnar Berg (1909-1989) måtte på et tidligt tidspunkt i sin karriere erkende, at han var kommet for sent i gang med klaverspillet til, at der kunne blive tale om en egentlig professionel karriere som pianist. Erfaringerne ved klaveret havde dog fra først til sidst afgørende indflydelse på hans kompositoriske tænkning, sådan som den fandt udtryk i klaverværkerne fra de talrige pædagogiske småstykker til de fire virtuose koncerter med orkester – Essai acoustique, Frise, Pour piano et orchestre og Uculang.

De to store soloklaverværker – Eclatements 1-13 og Gaffky’s 1-10 – er begge af et omfang, der placerer dem blandt de største manifestationer inden for den danske klaverlitteratur i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Det er musik, der kan være umiddelbart vanskelig at forstå med sine komplekse klange. Med ved din død i 1989 efterlod Gunnar Berg en række abstrakte, nonfigurative tusch-tegninger, som kan være en oplevelsesnøgle til komponistens musikalske univers, som det udspillede sig ved klaverets sort-hvide tangenter og de sorte noder på det hvide papir. Som kunstner registrerede Gunnar Berg med både øjne og ører.

Dødsattesten
Gunnar Berg blev født i Svejts 11. januar 1909 af dansk-svenske forældre. Gunnar var kun fem år gammel, da faderen døde. Et par år efter rejste moderen til Østrig med tre af børnene; Gunnar forblev i Svejts på grund af en alvorlig astma-lidelse. I 1921 fulgte han med moderen og sine søskende til København, hvor han blev anbragt på børnehjem. Han måtte gennem flere hospitalsophold og følte sig ofte henvist til selv at måtte kæmpe for sin eksistens.

Livsmod havde han. Efter konfirmationen i 1924 blev han – med hvad han selv kaldte ” lægernes dødsattest i lommen” og arven efter faderen udbetalt i utide – sendt tilbage til de svejtsiske alpers tynde luft, hvor han fik ophold på et sanatorium og kursted i Davos. Efter fire års nærkontakt med dette internationalt betonede, fornemme og snobbede, men kulturelt stimulerende miljø besluttede Gunnar Berg sig for at prøve lykken i Paris. Opholdet varede kun en måneds tid, hvorefter Gunnar Berg rejste til København. Udover sit danske havde han lært sig tre sprog – tysk, engelsk og fransk – og han ernærede sig i de kommende år inden for hotelbranchen og som sproglærer. I 1930 fik han kontakt til Elisa Styhr, en ældre dame, som af sine renter havde oprettet et legat, og hun støttede Gunnar Berg økonomisk under forudsætning af, at han tog en handelsuddannelse på Købmandsskolen. Men musikken fik mere og mere tag i ham, og en opførelse af Wagners Tannhäuser på Det kgl. Teater i København i 1931 blev en skelsættende oplevelse for ham. I 1932 cyklede han til festspillene i Salzburg. Han vendte tilbage til Salzburg igen i 1935, hvor han fik adgang til Bruno Walters og Arturo Toscaninis orkesterprøver og fulgte Herbert von Karajans kursus i Bruckners 4. og 5. symfoni.

Salzburg og København
Gunnar Berg færdiggjorde handelsstudierne på Købmandsskolen, og ved sin død i 1934 testamenterede Elisa Styhr Gunnar Berg 250 kr. om måneden i 10 år. Dette satte ham i stand til at intensivere musikstudierne. Blandt andet studerede han vokalpolyfoni hos Knud Jeppesen, som også blev en af hans lærere, da Gunnar Berg i januar 1936 blev optaget på musikkonservatoriet i København. Opholdet varede kun et år. Et initiativ til oprettelse af en studiekreds for ny musik betragtede konservatoriets direktør Rudolph Simonsen som så uforeneligt med et konservatoriums traditionelle og egentlige virke, at Gunnar Berg ved undervisningens ophør i slutningen af 1936 forlod konservatoriet. Utvivlsomt satte erfaringerne fra det internationale musikmiljø i Salzburg det københavnske konservatorieophold i relief.

Gunnar Berg studerede derefter klaver hos Herman D. Koppel, ligesom han en overgang søgte den neoklassisk orienterede komponist Herbert Rosenberg. Størst betydning for Gunnar Bergs musikalske udvikling blev imidlertid klaverstudierne fra 1944-47 hos Elisabeth Jürgens, en usædvanlig pædagogisk begavelse, svensk af fødsel, bosat i København. I 1945 afprøvede han sine pianistiske færdigheder på en turné til Røde Kors-lejrene, der var oprettet rundt omkring i Danmark efter krigen for at huse de tyske flygtninge. På programmet stod musik af Beethoven, Schumann og Chopin, Claude Debussy og Béla Bartók samt Arthur Honeggers Sept pièces brèves og Gunnar Bergs egen klaversuite Feldspath.

De første kompositioner
Gunnar Bergs første værker stammer fra midten af 30’erne. I 1936 og 37 komponerede han sine første større klaverværker og i 1938 Ti japanske træsnit for sang og klaver efter Hokusais berømte træsnit af Fujiyama. I klaversuiten Feldspath fra 1943-44 gjorde han sine første egentlige eksperimenter med form, klangbehandling og rytme og med et statisk kompositionsprincip: gentagelsen af en figur i stadig ny belysning. Lige fra de allertidligste værker arbejdede Gunnar Berg med det musikalske stofs tonale og strukturmæssige problemer på en måde, der set på baggrund af det musikalske miljø i 30’ernes Danmark – præget som det var af en forsinket neoklassisk attitude – bragte ham langt nærmere en mellemeuropæisk æstetik, som man finder den hos Bartók, Honegger og Stravinskij end hos en Carl Nielsen eller andre nordiske komponister.

Dødsdommen
Under krigen var Gunnar Berg en periode aktiv i modstandsbevægelsen. 12. januar 1945 præsenterede han sig med en koncert i Odd Fellow Palæet, og ved en koncert i Det Unge Tonekunstnerselskab i 1947 uropførte han sammen med sangerinden Jolanda Rodio de japanske træsnit. Herom sagde Gunnar Berg: ”Der lå dødsdom i luften. 15 tilhørere, heraf halvdelen repræsenterende pressen. Det blev dødsdom. Gunnar Berg blev afskrevet”. Heller ikke hos smagsdommerne i Danmarks Radio fandt han nåde: ”Forbandet grim Musik. Grim er netop Ordet. Nej.”, bedømte Launy Grøndahl et af de værker, som Gunnar Berg indsendte til Danmarks Radio (se DRs månedsmagasin P2-Musik, juni 2000).

Uropførelsen af klaversonaten i 1948 med Gunnar Berg selv ved klaveret ændrede ikke på dette, og i efteråret 1948 tog han konsekvensen. Med legatstøtte, blandt andet fra Dansk Komponistforening og Hjerl Fonden, ankom han 22. november til Paris. Dagen efter begyndte han undervisningen hos Arthur Honegger og Madame Honegger (kontrapunkt) og Olivier Messiaen (kompositionsanalyse). Gunnar Berg fortæller selv om Honeggers reaktion på klaversonaten: ”Efter gennemspilningen tog Honegger noderne, så en stund på dem, bad mig så spille værket en gang til. Hvorpå han gennemgik dens struktur for de tilstedeværende elever. Ikke andet. Jeg følte mig usikker. Nogle uger senere fik jeg oplyst, at man agtede at opføre flere af mine værker ved en publikumskoncert i Pierre Schaeffer’s Studio d’Essai – radiotransmitteret – på Honeggers anbefaling.”

Mødet med Paris
Man må forestille sig, hvordan en sådan modtagelse i det parisiske musikliv blev oplevet på baggrund af erfaringerne i det danske. Ufatteligt, ubegribeligt, utroligt. Dørene til det parisiske musikliv stod åbne, men Gunnar Bergs usikkerhed om egen formåen og senere en lammende mangel på penge, gjorde det vanskeligt for ham at benytte disse døre. Møderne med nye musikalske udtryk - ikke mindst Edgar Varese’s musik gjorde stærke indtryk - og med nye mennesker førte til kunstneriske fællesskaber, og venskaber blev etableret med musikere og komponister som John Cage og frem for alt Jean-Etienne Marie, der i et personligt portræt skriver om Gunnar Berg: ”Det er bestræbelsen efter at finde en tones, en pauses autenticitet, der får ham til at bryde eller snarere at gå uden om enhver social konvention: Han ville drikke mælk, selv hos en vinbonde … Det linierede papir, han har taget ud af mappen, er ham et klosterregulativ, der isolerer ham med hele hans ansvarlighed som menneske og omfavner ham med den stilhed, som han skal forme med forestillede lyde.”

Sommeren 1950 var Gunnar Berg for tredje gang i Salzburg – denne gang på foranledning af den franske komponist Darius Milhaud. Berg havde lagt nogle af sine tidligere værker bag sig eller taget dem op til revision, og i 1950 komponerede han det første egentlige 12-toneværk af en dansk komponist (når bortses fra Paul von Klenau), Suite for cello, der i 1953 blev efterfulgt af den første gennemført serielle komposition af en dansk komponist, Filandre, hvor alle musikalske parametre er totalt underlagt seriel skrivemåde. Gunnar Berg havde etableret sin egen personlige udformning af en seriel kompositionsmetode, baseret på tal, bogstaver og symboler. Denne proces udskød behovet for egentligt nodepapir til kompositionsprocessens allersidste fase, og det var også nødvendigt: der var simpelthen ikke penge til nodepapir, og Gunnar Berg måtte skrive på hvad han kunne få fat i, endog servietter fra de caféer, hvor han kunne tilbringe en hel dag for prisen på en kop kaffe.

Béatrice Berg
I 1951 indtraf en afgørende begivenhed. Gunnar Berg blev præsenteret for pianistinden Béatrice Duffour, der var blevet foreslået at opføre hans klaversonate. Det førte til ægteskab i 1952 – med klaverkoncerten Essai acoustique fra 1954 som en forsinket bryllupsgave. Den blev komponeret samtidig med og delvist baseret på samme materiale som Eclatements. Mellem komponist og pianist opstod et frugtbart samvirke, der i årenes løb resulterede i mange klaverværker fra Gunnar Bergs hånd, men også udviklede Béatrice Berg til en fornem og højt respekteret fortolker af moderne klavermusik.
Sammen besøgte parret i 1952 feriekurserne for ny musik i Darmstadt, hvor mødet med Karlheinz Stockhausen bekræftede Gunnar Berg i holdbarheden og aktualiteten af sine egne musikalske eksperimenter. Parret gennemførte en række koncertturnéer rundt omkring i Europa, i 1957 med støtte fra det franske udenrigsministerium til Tyskland og Skandinavien med skandinaviske førsteopførelser på programmet.

Højskolekoncerter i Danmark
I 1958 besluttede Gunnar og Béatrice Berg sig for at slå sig ned i Danmark. I første omgang førte det til en omfattende foredrags- og koncertvirksomhed rundt om på de danske højskoler, hvor de introducerede den nye musik – i længere perioder opholdt de sig således på højskolerne i Uldum, Askov og Herning. Økonomisk og arbejdsmæssigt var denne nomadetilværelse en overordentlig vanskelig periode. Ofte var der ikke engang penge til at rejse fra den ene højskole til den anden: honoraret var som regel begrænset til kost og logi, af hvis værdi skattevæsenet det efterfølgende år krævede sit. Befordrende i disse år var heller ikke den mistænkeliggørelse af de eksperimenterende kunstneriske udtryksformer, som under betegnelsen rindalisme også ramte Béatrice og Gunnar Bergs virke hårdt. Hertil kom ikke mindst modstanden mod det nye fra musikalske kolleger og et KODA, der afviste at afregne for højskolekoncerterne med den begrundelse, at der var tale om undervisning. Også det danske skattevæsens mangel på forståelse for kunstnerisk arbejde og det at måtte leve på mindre end eksistensminimum var et tilbagevendende problem, der gjorde tilværelsen urimeligt vanskelig. En stor støtte i disse år var Ina og Tage Rossel fra Uldum, Ib Planch Larsen fra Vejle og fra Herning Bitten og Aage Damgaard, der hjalp økonomisk og stillede et mindre hus i Baldersbrønde til rådighed. Gaffky’s 10, komponeret i Askov i 1959, er tilegnet Aage og Bitten Damgaard, og klaverkoncerten Uculang fra 1967 blev bestilt af Aage Damgaard til sin 50-års fødselsdag. Det jyske Musikkonservatoriums daværende rektor, komponisten Tage Nielsen, og Danmarks Radios musikchef Mogens Andersen bør også nævnes som markante fortalere for Gunnar Bergs musik.

Den absolutte frihed
Gunnar Berg kom til Danmark på et tidspunkt, da det nordlige sinds univers spærrede for udsynet til Europa. Den centraleuropæiske avantgardes musikalske udtryksformer, som den især kendes fra komponister som Stockhausen og Boulez, kom aldrig til at spille en nævneværdig rolle i det danske musikliv, hvor enkelhed blev foretrukket frem for seriel kompleksitet og det endnu uhørte. Gunnar Berg bekendte sig kompromisløst til den musikalske avantgardes komplekse gestik og ekspressivitet og til den serielle kompositionsmetode, og den holdning stod han ret alene med i Danmark. Musikken spænder fra stille og mild vegeteren til voldsomt gestiske udbrud, men selv om den umiddelbart ligger langt fra de idylliske danske landskabers traditionelle musikalske flora, så slog sådanne naturoplevelser også igennem i hans musik, som det kom til udtryk i 6. variant af Gaffky’s 6, hvorom Gunnar Berg i 1969 i et koncertprogram med titlen Klaveret, syn – udsyn skrev:

Vi gik tur, Béatrice og jeg, over marken
Lærken sang
Næste dag var denne variant nedskrevet
Béatrice finder heri genspejling
af oplevelsen, dagen før

Kun yderst sjældent ledsagede Gunnar Berg sin musik med analytiske eller forklarende kommentarer: ”Mine værker må stå for sig selv, og de må svare for sig selv”, var hans holdning. I det oven for nævnte koncertprogram formulerede han nedenstående credo:

Den absolutte frihed er ingen frihed
Amelodik betinges af melodi
Arytme er rytmisk bevægelse
Atonalitet er uden lyd, thi lyde vil skabe tonalitet
Kunstværkets strenghed er ikke enkel,
er ikke kompleks
- strenghed er alt
i begrænsning

Fra Lindved til Svejts til Lindved
I 1965 gjorde en arv fra Frankrig det muligt at skabe et egentligt hjem ved købet af Lindved gl. Skole mellem Horsens og Juelsminde. Skolen lå isoleret for enden af en markvej midt ude i de mildt svungne marker, men var engang forbundet med lige lange stier til de tre landsbyer, skolen var til for. Her skabtes et usædvanligt kultursted, hvor egnens befolkning ofte blev inviteret til mindeværdige koncerter med ny og klassisk musik. Béatrice Berg kunne ikke selv spille med ved 10 års jubilæet, året efter døde hun, og dermed mistede Gunnar Berg endnu en grund til at opholde sig i Danmark, hvor hans musik havde så svært ved at vinde fodfæste. Han rejste lidt rundt i Europa og slog sig så ned i Svejts, hvor han oplevede en større resonans for sin musik. Gruppen Neue Horizonte Bern foranstaltede en radioudsendt portrætkoncert under titlen ”Hommage à Gunnar Berg”. Også 80-års fødselsdagen 11. januar 1989 blev markeret med portrætkoncerter, uropførelser og forelæsninger. Herhjemme opførte Aarhus Symfoniorkester på selve dagen klaverkoncerten Frise med Erik Kaltoft ved klaveret og Tamás Vetö på dirigentpodiet. Erik Kaltoft er blandt de musikere, der mest ihærdigt har taget Gunnar Berg på sit repertoire. Til det sidste havde Erik Kaltoft kontakt med Gunnar Berg om at færdiggøre Eclatements. 1954-58 færdigkomponerede Gunnar Berg de første 5 satser, de 10 resterende havde siden ligget i en for udenforstående uforståelig stenografisk form. Gunnar Berg nåede at færdiggøre 8 af satserne inden sin død 25. august 1989 i Bern.

Lindved gl. Skole kunne ikke bevares som kultursted, men Béatrice og Gunnar Bergs gravsted på Rårup kirkegård ligger ikke langt derfra. Den smukke gravsten er skabt af den svejtsiske kunstner Christine Schaër, hos hvem Gunnar Berg boede sine sidste leveår i Svejts. 

September 2001