Béatrice og Gunnar Berg på højskolerne

Tusinder af højskoleelever fik i årene omkring 1960 en usædvanlig musikalsk oplevelse. Béatrice og Gunnar Berg – hun fransk pianist, han dansk komponist – besluttede i 1958 at slå sig ned i Danmark for at realisere et stort musikpædagogisk projekt med en omfattende foredrags- og koncertvirksomhed rundt om på danske højskoler. Det blev til kortere og længere ophold i højskolebyerne Uldum, Askov, Engelsholm, Vestbirk, Vrå, Odder, Vallekilde, Krogerup, Gerlev, Høng, Herning og Bornholm.

Idéen var Gunnar Bergs, og den havde han fået under et ophold på Bornholms Højskole i maj 1948, hvor han spillede og fortalte om klassisk og moderne musik:

”Jeg arbejder med planerne om en kombineret foredrags- og koncertturné til de danske højskoler. Tilrettelæggelsen sker med Hr. Lauridsen, og jeg håber, at planen vil lykkes, da den har min absolutte interesse, efter den ånd jeg her har mødt. Det eneste problem er foredragenes tilrettelæggelse, da jeg kommer til at stå overfor et absolut ukyndigt publikum og derfor ikke kan begrænse mig til den nyeste musik, men må søge en sammenstilling af ”kendte” ting, og derudfra så føre trådene ind i de nyeste udtryksformer i musikken. Jeg har gjort et enkelt forsøg her, og vil holde endnu et à to foredrag. Resultaterne heraf kan så give mig et fingerpeg om den endelige udformning.”

Planen blev ikke til noget i første omgang, for i slutningen af 1948 rejste Gunnar Berg til Paris for at studere komposition hos Arthur Honegger og analyse hos Olivier Messiaen. I Paris mødte han i 1951 den franske pianist Béatrice Duffour, de giftede sig i 1952, og mellem komponist og pianist udviklede der sig et frugtbart samvirke, der gjorde Béatrice Berg til en af Europas førende fortolkere af ny klavermusik. Sammen rejste de rundt i Europa, og det var en sådan turné, arrangeret af det franske udenrigsministerium, der i 1957 førte dem til Danmark, inviteret af Institut français og Frankrigs ambassade i Danmark.

Hvordan Gunnar Berg skabte kontakt til og fik aftale med højskolerne er et spørgsmål, der vanskeligt lader sig fuldt ud besvare. Til Berlingske Aftenavis fortæller Gunnar Berg 25. marts 1959, at Engelsholm Højskole var først med en invitation til Bergs, og den blev efterfulgt af indbydelse fra Uldum Højskole og fra Askov. Der har været et netværk, en gruppe af mennesker i Danmark, som ønskede at yde en indsats og bidrage til, at Béatrice og Gunnar Berg kunne blive i Danmark og få mulighed for at skabe og udøve deres kunst. Det vigtigste holdepunkt blev Uldum Højskole, hvis forstanderpar Edith og Johannes Laursen Vig lod Bergs bo i længere perioder på højskolen, og som sammen med Ina og Tage Rossel, ligeledes Uldum, var meget aktive i Bergs højskoleophold.

Askovs musiklærer Else Bartholdy (1894-1982) var en anden nøgleperson, en af pionererne inden for musik og bevægelse. Hun havde tidligt efterlyst et samarbejde mellem musik- og gymnastikfolk om en mere tidssvarende musik , og hun var medvirkende til, at Askov og Krogerup også blev faste holdepunkter for Bergs i disse omskiftelige år.

Fremhæves skal også Herning Højskoles og fabrikant Aage Damgaards indsats. Aage Damgaards møde med Bergs på Herning Højskole førte til tilblivelsen af klaverkoncerten Uculang, som Damgaard bestilte og fik uropført på sin 50-års fødselsdag den 17. juni 1967 med Béatrice Berg som solist og Aalborg Symfoniorkester dirigeret af Jens Schrøder. Festkoncerten fandt sted på skjortefabrikken Angli.

Vi vil helst spille på højskolerne…
Under opholdene på højskolerne blev der holdt musikforedrag og koncerter for eleverne, og der blev arrangeret offentlige koncerter. På højskolerne i Uldum, Askov og Krogerup var opholdene så lange, at Gunnar Berg også fik lejlighed til at udfordre de forhåndenværende højskoleelevers formåen på deres musikinstrumenter med nykomponeret musik til teaterforestillinger og filmprojekter.

Både Bergs og højskolerne kunne glæde sig over, at lokale og landsdækkende dagblade viste interesse for den usædvanlige musikaktivitet. I et større interview i Kolding Folkeblad 17. december 1958 udtalte Gunnar Berg til journalisten Jørgen Siegumfeldt om højskolekoncerterne:

Det er ikke noget økonomisk indbringende foretagende, men moralsk betyder det meget for os. Vi har gæstet en række højskoler, hvor min kone har givet koncerter, medens jeg har holdt nogle forelæsninger – og modtagelsen har alle vegne været strålende. Jeg vil endda sige, at det er et betydeligt mere tilfredsstillende publikum at spille for end akademikerungdommen. Landbo- og højskoleungdommen møder som regel musikken uden fordomme; de har været afskåret fra kontakt med den, og det er noget nyt og spændende for dem. Mange af dem har sagt mig, at de savner forståelse af musikken – men den gør indtryk på dem og optager dem.

Jørgen Siegumfeldt manede i Kolding Folkeblad efter en koncert med Béatrice Berg til taknemmelighed for, at højskolen er med til at føre den ny musik frem – specielt for ungdommen:

Hvor mange danske musikentusiaster ville ikke misunde højskolens elever og Askov og omegns beboere, når de hører, hvad der bydes på inden for det lokale musikliv.

Holbæk Amtstidende bragte den 26. januar 1959 en reportage fra en koncert på Vallekilde Højskole:

Interessant blev aftenen af flere grunde. Bl.a. fordi det viste sig, at selv dette musikvidenskabelige stof kunne gøres levende og fænge. Det var et spring ud på de store dybder og det sås i flokken af elever, at det til at begynde med forekom dem uvirkeligt og uforståeligt. Morsomt var det at konstatere, hvorledes det blev virkeligt. Ungdommens sunde sans for at tage tingene fra den muntre side sporedes mærkbart under Béatrice Bergs fremragende præsentation af et par dristige kompositioner. Men en gentagelse fik dem pludselig til at lytte på en helt anden måde.

Virkede det pinligt? spurgte journalisten efter koncerten Gunnar Berg:

Næh, det gjorde såmænd ikke. Når et musikværk får folk til at blive forargede, kaste rådne æbler eller får dem til at le, er det dog immervæk udtryk for, at de er opmærksomme. Det er meget værre, hvis de er helt upåvirkede.

For franske Béatrice Berg var højskolen et ukendt fænomen. Til Dagbladet Information udtalte hun den 26. april 1959:

Vi vil helst spille på højskolerne. Jeg tror ikke, Danmark har frembragt nogen mere original institution. Vi mærker overalt en stor modtagelighed, en demokratisk esprit og et frit forhold mellem lærer og elever.

Gunnar Berg tilføjede:

Jeg tror, at det er mere positivt at spille på højskoler end i musikforeningerne. Vi træffer fremtidens koncertpublikum, og vi mærker der er jordbund og materiale at arbejde med. På sin vis er det mere krævende at spille for de unge end for de trænede ører, fordi man må søge at fjerne den ret udbredte fordom, at punktmusik består af toner i tilfældig sammenhæng. Alle møder til den første koncert. Ved dette møde forekommer musikken uforståelig og fjern, hvilket resulterer i, at kun 50-60 procent kommer til den anden koncert. Har vi mulighed for at holde en tredje koncert møder 90 procent, og de har efterhånden indstillet øret på musikkens klanglige struktur og rytmik. Det er glædeligt at konstatere en sådan stigende interesse. De unge har et tydeligt behov for viden.

Komponisten arbejder
Under højskoleopholdene var Gunnar Berg hele tiden beskæftiget med sine kompositioner, og tilblivelsesprocessen for hans store klaverværk Gaffky’s, assortiment I-10, der er en af de største manifestationer inden for dansk klavermusik, er i sig selv et vidnesbyrd om Bergs nomadetilværelse i disse år:

assortiment 1 - Leysin-Berlin, marts 1958
assortiment 2 - Askov, juli 1958
assortiment 3 - København, august 1958
assortiment 4 - Odder, januar 1959
assortiment 5 - Vallekilde, januar 1959
assortiment 6 - Gerlev, februar 1959
assortiment 7 - Høng-Uldum, maj 1959
assortiment 8 - Uldum, juni 1959
assortiment 9 - Uldum-Askov, juli 1959
assortiment 10 - Askov 8. august 1959

Arbejdsmæssigt og økonomisk var denne nomadetilværelse en overordentlig vanskelig periode for Bergs. Rejseaktivitet, kuffertpakning og mødet med nye mennesker var én ting. Instrumenterne på højskolerne noget andet. Højskolernes klaverer og flygler var anskaffet til fællessang, ikke til koncertformål, og de kunne sjældent yde hverken Béatrice Berg eller musikken retfærdighed. Og så var der knap nok penge til at rejse fra den ene højskole til den anden, for betalingen var som regel begrænset til et mindre honorar og kost og logi, af hvis værdi skattevæsenet det efterfølgende år krævede sit. Hertil skal føjes, at reglerne for KODA-afregning til komponisterne dengang ikke var indrettet på en så omfattende koncertvirksomhed på højskolerne, så indtægter var yderst begrænsede. Bergs levede på et absolut minimum.

I det fjerde af Vartov-foredragene ”Tidens tegn og folkets tarv” fortalte Niels Højlund, at Béatrice og Gunnar Berg boede på Askov Højskole flere måneder, fordi de var ludfattige og ingen steder havde at være. Om sit møde med Gunnar Bergs musik fortalte Niels Højlund:

Gunnar Berg skrev noget helt uforståelig moderne musik. Det var alligevel første gang jeg lærte at lytte til moderne musik. Når Béatrice spillede et af sin mands stykker lige efter at hun havde spillet en fremragende Bach-historie, så var det lige som om man havde fået renset det gamle halm ud af ørerne…

Béatrice og Gunnar Bergs ophold på højskolerne er et helt usædvanligt musikformidlingsprojekt i dansk musikhistorie. Men det er også et usædvanligt projekt i højskolesammenhæng. Som sådan har Bergs spillet en betydelig rolle for en bredere forståelse af den musikalske modernisme i Danmark. Men de kunne ikke forhindre 60’ernes generelle mistænkeliggørelser af de eksperimenterende kunstneriske udtryksformer, hverken ”rindalismen” eller den såkaldte ”musikkrig” mellem traditionalister og modernister.

© Jens Rossel
Opdateret 22. juni 2008